Hjemme hos os er vi faldet pladask for den amerikanske kaninrace lille rex. Den smukke lille kanin med det gode sind.
Lille rexs historie
Lille rex stammer fra den større race rex-kaninen. Den første rexunge så dagens lys i Frankrig i 1919 hos en fransk bonde. Ungen var opstået som en mutation fra en normal pelset kanin. Hos et kuld unger med almindelig pels fandt han en unge med et kort, fløjlsagtig pels. I et efterfølgende kuld kom en unge mere med den særegne pels. Fra disse to unger stammer nutidens rexkanin.
Navnet
Rexkaninen blev først opkaldt efter den engelske betegnelse for bæver ”beaver”. Da det navn allerede var optaget af en anden kaninrace, blev navnet i første omgang ”castorrex”. ”castor” er den franske betegnelse for bæver og ”rex” den engelske betegnelse for konge. Altså på dansk ”kongebæver”.
En rexfeber
I den efterfølgende tid hærgede rexfeberen. Kaniner kunne sælges for astronomiske beløb, da de var meget attraktive som pelskaniner. Feberen hærgede lige ind til den økonomiske krise i 30erne slog bunden ud af pelsmarkede og gjorde rexkaninen uinteressant som pelskanin. Efterfølgende har Rexkaninen fået en renæssance, og i dag bruges rexkaninen igen som pelskanin.
Læs også: Kaninracer
En amerikaner
Lille rex eller minirex som den hedder på engelsk stammer fra USA. Monna Barryhill fra Texas var den første, der avlede den i 1984. Amerikas Kaninavlerforening godkendte den som race i 1988. I USA findes den i dag i 20 godkendte farver. Dens lille størrelse og gode sind gør den til en af de mest udbredte kælekaniner i USA, hvor den også bruges som hopkanin.
Læs også: Californian – en amerikansk race
Lille rex kommer til Europa
I 2004 kom de førte lille rex kaniner til Europa. Marina Caldwald fra Østrig var en af de første, der hentede dem fra USA. En del af de lille rex, der i dag findes i Danmark, stammer fra hende og hendes samarbejdspartnere i Schweiz, Tyskland og Østrig. lille rex har også vundet stor udbredelse i England. Nogle af de lille rex, der findes i Danmark, stammer da også fra England. Der er flere avlere af lille rex i Tyskland, men da det er svært at få godkendt nye kaninracer i Tyskland er den ikke godkendt af avlsforbundet der. Den mindre hermelin rex er derimod godkendt i Tyskland og meget udbredt.
Også til Norden
I Norden blev den optaget i Nordisk Kaninstandard i 2010. Ifølge Rexklubbens hjemmeside tog det lang tid at få racen godkendt i Norden, da den vægtmæssig lå for tæt på standard rex. Dette problem blev løst ved at hæve vægten for standard Rex til 2,5 kg. Vi fik øjnene op for racen i 2008 og var blandt de første, der fik hentet til Danmark i første omgang fra Østrig.
I de senere år er lille rex blevet ganske udbredt i Danmark og de andre nordiske lande. Vi oplever da også i vores avl stor efterspørgsel fra folk, der er faldet for racen.
Temperament
Læser man Wikipedia om rexkaniner, skulle rexkaninen være en af de mest intelligente racer. Det er nu ikke noget, jeg har lagt særligt mærke til. Derimod kan nikke genkende til påstanden i Wikipedia, om at man oftere kan holde flere af disse kaniner sammen uden, at det giver anledning til problemer. I hvert tilfælde undrede jeg mig, da jeg fik en bestand lille rex hjem fra Tyskland, over at flere også kønsmodne hankaniner, gik sammen uden problemer. Jeg vil dog også sige, at jeg også har oplevede det modsatte. Som med andre kaninracer, vil jeg dog foretrække, at de ikke går sammen, da det kan give problemer.
På Rexklubbens hjemmeside kan man læse, at lille rex temperamentsmæssigt er helt anderledes end standard rex, søde, kærlige og meget kælne. Jeg har endnu aldrig blandt mine lille rex haft aggressive dyr, der bider og angriber, men at de er mere kærlige og kælne end eks. dværgvæddere ved jeg nu ikke.
Se også: Køb lille rexen hos os
Helbred
Helbredsmæssigt skulle rexkaniner have et bedre helbred end andre kaniner om end, nogle af dem har tendens til ømme hæle. I vores stald har vi løvehoveder, dværgvædder, hermelin og lille rex, men jeg har ikke bemærket, at lille rex skulle have bedre helbred end disse racer. De ømme føder, kan jeg derimod nikke genkendende til. Der er enkelte af vores lille rex, der har slidt pelsen af hælene og enkelte, der har haft fået hård hud eller sågar tendens til sår på hælene.
Udseende
Lille rex skal være en miniudgave af standard rex. Den må veje mellem 1,7-2,1 kg. Den er dermed noget større end hermelinrex, der må veje mellem 800 g og 1,3 kg. lille rex adskiller sig også fra hermelinrex ved at have længere snude og ører.
For meget hud
Hunkaninerne kan have tendens til dobbelthage allerede efter første kuld unger. Det er ikke mindst et problem i USA og England, hvor dobbelthage ikke straffes så hårdt som i de nordiske lande, hvor det er en diskvalificerende fejl. I England har man vægtet en god pels. Derfor har de engelske lille rex ofte en meget tæt pels. Til gengæld kan ”betrækket” til tider være for stort, så der opstår hudfolder eks. på bagdelen.
Vores første lille rexer
De første lille rexer vi fik hjem, stammede fra Østrig. Da en tysk avler Herbert Foch stoppede med at avle kaniner i 2011, fik vi dog mulighed for at købe hans besætning bestående af 46 dyr. Hovedparten af disse var i den brune castor farve. Den første castor, vi fik hjem fra Herbert, fik 95 points på sin første udstilling, så var niveauet lige som lagt. Der var mange gode dyr imellem, men også nogle, der bar præg af at have standard rex eller hermelinrex i sig, dvs. hvor ørelængde og krop ikke passede sammen. Det har vi så arbejdet på, så vi nu har en bestand af rigtig gode dyr.
Farverne
Lille rex findes i et væld af farver. Herhjemme ses de bl.a. i castor, sort, hvid rødøjet, chinchilla, gepard, dalmatiner og blå. Her lidt om et par af farverne.
Castor farven
Den særlige udfordring ved castor rex er imidlertid farven. Pelsens bundfarve skal være mørk, mellemfarven rød og dækfarven sort. At få alle 3 til at spille sammen er noget af en kunst, men ind imellem lykkes det da. Da farven ikke er færdigudviklet før efter 3 fældninger, kan det dog være svært at vælge de bedste dyr ud tidligt. Ifølge de to amerikanske avlere Patty Kovell og Jamie O’Brien, der har gjort et stort genetisk udredningsarbejde i forhold til kaniners farver, kan man parre castor med orange for at forbedre castorens midterste orange bånd, hvis kaninen er for grå i det. De fraråder imidlertid at blande andre farver ind over castoren.
Dalmatiner
Lille rex i dalmatiner findes i flere varianter. Mange af disse dyr stammer fra Østrig og Schweiz. Der begyndte man at avle dem i 2004. Udfordringen for de østrigske og schweiziske avlere var, at der ikke fandtes lille rex i dalmatiner i USA. Det var ellers derfra, man importerede de fleste lille rex til Europa. For at få de eftertragtede dalmatinerpletter måtte man i stedet blande standard rex ind over lille rexen. Dalmatinerne findes i både to og 3 farvede. De 3 farvede findes i flere varianter, men kun den sort/gule variant er godkendt i de nordiske lande. Udfordringen ved dalmatinerne er at få prikkerne jævnt fordelt over hele kroppen, ikke for sammenvokset, samt ikke have for meget schecke-udseende dvs. sommerfugl om næsen, ensfarvede øre samt ålestreg ned ad ryggen.
De sorte
Da jeg overtog Herbert Fochs kaninbesætning fulgte der et par sorte hunner med. De var små, havde et flot racepræg, samt en rigtig god tæt pels. Hunnerne er nu blevet suppleret med en sort han fra Sverige. Til sammen er det rigtig gode dyr med en høj standard, og små som jeg foretrækker dem.
Lille Rex i andre farver
Med årene er der efter hånden kommet flere farver, så vi nu avler lille rex i farverne: castor, sort, white, otter, chinchilla og sellander.
Læs også: Smukke kaniner i tan, otter og white
Kom forbi og se vores lille rex
Skulle du have lyst til at køre mere om racen eller se nogle af de smukke dyr, er du velkommen til at slå et smut forbi os og få en rundvisning.
Læs mere om rexkaniner
