Yndigt ser det ud

Kanin og pige

Yndigt ser det ud. Men det kan gå skrækkeligt galt specielt for kaninen.
Små børn og dyr sammen bør altid ske under opsyn, også når den toårige insisterer på selv at kunne holde kaninen. Dyrlæger ser ofte brækkede lemmer på kaniner i deres dyrlægepraksis, fordi børn har holdt for fast på kaninen.

Dit ansvar

Det er dit ansvar som voksen at sikre dig, at såvel kanin som barn slipper godt fra kontakten. Vær opmærksom på om:
• barnet holder for fast om kaninen, maser den eller holder for fast i ben eller ører på kaninen.
• barnet smider kaninen, hvis barnet holder kaninen, og den pludselig spræller. Det problem kan være størst om sommeren, hvor barnet måske ikke har så meget tøj på, og derfor lettere bliver revet.
• barnet træder på kaninen, hvis det løber efter kaninen i løbegården for at fange den eller går med den i en snor.

Det er et skrøbeligt levende væsen

Jeg kan ikke påpege nok, at en kanin ikke er en tøjbamse, der kan håndteres efter forgodtbefindende. Det er et levende dyr og tilmed et skrøbeligt et af slagsen. Lær børnene empati og at omgås dyr. Lær dem at se på, om kaninen trives og har det godt. Ser den glad eller trist ud. Lær dem, om kaniners behov, hvordan man skaber et godt liv for dem og lad dem hjælpe med at passe kaninen.

På den måde får du ikke bare dyr og børn, der trives. Du får omsorgsfulde børn og sparer måske en tur til dyrlægen med en kanin, der skal aflives, fordi den har brækket et ben.

Børnenes alder

Som udgangspunkt bør små børn aldrig være alene med en kanin, og kun holde den sammen med en voksen. De kan til gengæld hjælpe med at passe den, plukke mælkebøtter til den, fordre den og muge hos den. Det er faktisk noget af det, de mindre børn synes er sjovt.

Lidt ældre børn kan langsomt begynde at håndtere kaninen mere men stadig sammen med voksende. Lad dem aldrig have ansvaret for kaninen alene. Det er den voksnes ansvar, at kaninen får den kost og motion, den har behov for og at buret bliver muget samt at holde øje med om den bliver syg.

Teenagere kan overtage stadig mere ansvar for kaninen. Men teenageårene er også den alder, hvor børnene kan begynde at få andre interesser og komme til at glemme eller springe den daglige pasning over. Det er altså også i den alder vigtigt, at forældrene er inde over.

Barnets personlighed

Det er ikke alene barnets alder, der har betydning for deres omgang med kaninen. Personligheden spiller også en stor rolle. Jeg ar oplevet børn på 2-3 år være stille og rolige og have den fineste kontakt med kaninerne og andre ældre, der råber, løber rundt og klapper kaninen hårdt. De vil først se den ene kanin, for sekundet efter at ville have en anden kanin ud på bordet, maser kaninen, når de holder den eller smider den, når først de får den i armene. Vær derfor opmærksom på dit barns personlighed, og om det overhovedet er en god ide med en kanin. Overvej evt. en større og mere robust race til barnet.

Kaninen en del af familien

Når det er sagt er der opstået mange og fine kontakter mellem børn og kaniner. Kontakter, der kan vare mange år frem og være til stor glæde for begge parter. Et forhold der kan skabe empatiske og omsorgsfulde børn.